Guitar- og bas-lørdag på Biblioteket

Facebookmail

Hovedbiblioteket i Stemannsgade arrangerer Guitarbaslab for alle med interesse for strengeinstrumenter.

 

”Hegn”. ”Spade”. ”Tråd”. ”Gitter”. Kært instrument har mange navne – og i dette tilfælde også mange brugere. Randers Bibliotek kalder nu de lokale guitarister og bassister sammen til en forrygende temaeftermiddag, for lørdag den 12/9 er der nemlig for første gang Guitarbaslab mellem kl. 13.00 og 16.00 på Hovedbiblioteket.

 

guitarbas

På dagen vil professionelle værkstedfolk kunne hjælpe og vejlede i forhold til at få dit instrument justeret optimalt, så fingrene får bedst mulige arbejdsvilkår og spilleglæden kommer i top. Østjyske samlere, forhandlere og musikere bidrager desuden til en guitarudstilling med smukke, sjove, sjældne og interessante instrumenter – og der bliver med garanti masser at snakke om på dagen og noget at drømme om i lang tid bagefter. Sidst på dagen er der også lagt op til jamsession, hvor dagens opsparede spillelyst kan få frit løb.

 

Det er gratis at deltage i arrangementet, og tilmelding er ikke nødvendig.